I SøndagsJam forsøger vi så vidt muligt at sammensætte de forskellige bands, så der er jævn fordeling af de evner, der er til rådighed iblandt de forskellige medlemmer. Et emne der kan være endog meget store forskelle på – er de musikønsker som det enkelte bandmedlem byder ind med og gerne vil have spillet i Søndags Jam.
Vi har gennem årene forsøgt med mange metoder til udvalg af numre – og alle deltagere – som i alle – har ønsker og præferencer til de helt specielle numre, som de bare MÅ spille/synge – og ikke uventet – er det de helt store følelser, der kommer op, når det drejer sig om musik. Prøv at være åbne – tænk at alle numre er gode, når de bliver spillet af jeres gruppe.
Reaktionerne er mange. Alle holder jo af at spille fra det inderste af sjælen – men tro os når vi siger, at alle har været glade og stolte, når dagens program er afviklet.
Som overskrift skal lyde, at det handler om relativt hurtigt at finde frem til de numre, som I vil forsøge jer med på dagen, så alle kan komme i gang med at øve. Der er kun ca. 6-7 timer at øve 3-4 sange op, og det er ikke særlig lang tid, så ” bohemian rhapsody” er et feeeedt og langt nummer, men der er simpelthen for lidt tid, til at få samling på det. Så tænk på når I vælger numrene, at nummeret skal være komplekst nok til, at I bliver udfordret, men ikke sværere end at I relativt hurtigt kan få styr på det og begynde at forme nummeret internt i gruppen.
Vi er kommet frem til en metode, som giver den bedste fordeling, og som sikrer mest mulig tilslutning fra flest mulige bandmedlemmer.
Metoden går ud på følgende:
1. Alle bandmedlemmer forslår max 3 numre, som de gerne vil spille
2. Alle sender sine forslag til Koordinatoren.
3. Sammen med numrene sendes meget gerne et ark med teksten, der indeholder akkorderne samt et link til en youtube-video, og helst i den toneart, som fremgår af tekstarket.
4. Koordinatoren lægger alle numrene i et Excel regneark med de beskrevne henvisninger, og alle bandmedlemmer stemmer herefter på 5 numre hvor kun et af dem må være et han/hun selv har forslået. Herefter melder Koordinatoren så ud hvilke fire numre, der har fået flest stemmer, og det er de fire numre, der skal øves på. Hvis der er et enkelt eller to numre, som der er lidt usikkerhed på om gruppen eller nogle af medlemmerne kan spille, kan det være en god ide at vælge et femte og let reservenummer, som gruppen også forbereder sig på. Hvis et eller to af de sværere numre så glipper, kan man benytte det femte nummer i stedet for. Bemærk at der næsten aldrig har været nogen grupper, der har nået at indøve mere end 3-4 numre.
Når numrene er på plads, skal sangere og solister fordeles, og her er det igen med at byde ind med hvad I gerne vil og igen – jo hurtigere I er på plads med stemmefordeling og solo, jo hurtigere kan i komme i gang med at øve og komme i den rigtige retning med den musik, i vil lave.
Vær aktiv i processen og kom med dit bidrag. Sørg for at være hurtige ude. Meld tilbage og vær aktivt deltagende og ikke afventende. Det giver ikke mere medvind, for de numre, du gerne vil spille, at komme ind sent i processen. Sørg for hurtigst muligt at komme i gang med at øve og få styr på formen, og brug noget af øvningen til ikke kun at øve akkorderne, men tænk eventuelt på, hvordan i kan forme nummeret med enkle riffs eller temaer, så ikke alle på scenen laver akkordskift som eneste variation.
Rækkefølge og udvælgelse af numre på dagen
Start med at forsøge at spille alle numrene igennem en enkelt gang og mærk efter, hvilke numre I godt kan lide, har god energi og der vil være mindst arbejde i at få til at fungere. Når I har fundet frem til de 2 foretrukne numre at lægge ud med, så start med at indøve dem, så I hurtigt får noget på plads. Det er nemlig en herlig følelse at kunne sætte hak ved de første numre. Der er ikke noget krav om, at der skal spilles 4 numre. Det er sjovere at spille 3 numre som er smækfyldt med energi og gode indfald end 4 numre, som ingen rigtig får ind under huden.